Ledelse er for mig processer med stor tillid til samarbejdspartnere, præster, menighedsrådsmedlemmer og ansatte. Ledelse handler i høj grad om evnen til at lytte. Jeg leder ved at skabe forpligtende rum for samtale, så der findes en retning, for det vi gerne vil. Ved reformationsjubilæet inviterede jeg fx til en snak om, hvordan vi i den anledning kunne henvende os til den almindelige borger i byen. Herefter var det udvalg uden min deltagelse, der gav jubilæet form. Det blev til et flot jubilæumsmagasin, der blev husstandsomdelt til alle borgere og ti Luther-foredrag. Et enkelt, men sigende eksempel om min ledelse: Jeg inviterer, og nogle gange er der nogen, der gerne vil være med. Andre gange lægges ideen i skuffen.

Jeg er blevet bekendt med, at nogen har fået det indtryk, at jeg skulle være en skrap mutter, som er svær at samarbejde med. Og denne påstand giver mig anledning til at tydeliggøre, hvordan jeg leder.  

Da jeg i sin tid blev kaldet som provst til et af Danmarks største provstier, Horsens Provsti, var det fra Provstiudvalgets side med et entydigt ønske om forandring og nyskabelse med fokus på mere kirke for pengene og gerne i samarbejde med det omkringværende samfund.

Den opgave har jeg nydt og set som et stort privilegium. Mit fokus har ligget og ligger på den udadvendte folkekirke. Det er den side af mit virke, hvor jeg lægger de fleste af mine kræfter, fordi det er mit kald og mit ønske for folkekirken, at vi skal være en mangfoldig folkekirke, som forkynder evangeliet på så mange måder og i så mange forskellige former, at mange kan føle sig hjemme i kirken. Det er i Horsens lykkes at række ud til flere målgrupper i Horsens end tidligere. Og mange flere er begyndt at henvende sig til kirken, fordi de nu har gode oplevelser, med tidligere samarbejder med kirken.

Da jeg kom til Horsens, havde vi kun en provstisekretær. Men i så stort et provsti, med mange gode initiativer, har det vist sig at være for lidt. I dag ville jeg ønske, vi hurtigere havde indset det helt indlysende, at vi har brug for mere end en sekretær. I dag har vi derfor to sekretærer ansat, som forvalter og bidrager til drift, og understøtter de mange projekter, menighedsrådene har sat i søen. Det trives de med. Jeg har stor tillid til dem, og de nyder på denne måde at have stor indflydelse på eget arbejde.

Heldigvis har personalekonsulenten i provstiet været her i 14 år, så hun har bidraget til kontinuiteten i hele provstiet midt i de mange forandringer hen imod en endnu mere relevant folkekirke i hele Horsens Provsti.

Mange ansatte, præster og samarbejdspartnere fortæller, at de trives i samarbejdet med mig, fordi enhver får ansvar og mulighed for at gøre egne holdninger og kompetencer gældende. Det kalder jeg lederskab. Og jeg er sikker på, at folkekirken har brug for god, inddragende og lyttende ledelse. Ledelse, der sørger for, at de gode snakke også fører til handling. Så vi med god ledelse sørger for, at kirken er kirke for så mange som overhovedet mulig. Som biskop og leder vil jeg invitere til fælles forpligtelse. Til gavn for kirkens ve og vel.

Jeg vedstår mig ansvaret som provst og som mulig kommende biskop, men det er ved igen og igen at invitere til medejerskab. Det bliver nærmest ikke mere luthersk.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard