Evangeliet er for vigtigt til, at det ikke når bredt ud. Det er en af mine kæpheste. Og derfor vil jeg understøtte ethvert initiativ, der tager højde for, at mennesker er forskellige. Det må gerne afspejles i gudstjenestelivet. Søndagsgudstjenesten er vigtig, men det er alle de andre særligt tilrettelagte gudstjenester i løbet af ugen også. Og Menighedsrådene får min fulde opbakning til at arbejde for, at folk i alle livssituationer finder sognekirken relevant.

Mere glæde og mindre bøvl.

Menighedsrådet er afgørende for folkekirkens liv og vækst. Kirken lever af nærhed og relationer.

Lever af, at der er nogen i det enkelte sogn, der lige ved, hvem der kan pynte kirken til høstfest, og hvem der har en bil med anhængertræk, eller hvem der kan spille til en fællessang. At der er gode myndige lægfolk, som vil bære med på den nærværende folkekirke. Kirken er ikke ens alle steder. For det, der giver mening og kan lade sig gøre det ene sted, er ikke det rigtige et andet sted. Men tilsammen er vi en mangfoldig kirke, der rækker ud til mennesker i alle aldre og livssituationer. Det kan vi godt være stolte af.

Men menighedsråd skal have langt større frihed i fx tilrettelæggelsen af sognets søndagsgudstjeneste. Biskopperne har indledt et spændende liturgiarbejde, hvor de har opstillet tre mulige modeller. Jeg går ind for midtervejen. Det vil give det lokale menighedsråd langt større råderum, så man også om søndagen kan indrette gudstjenesten, så menigheden føler sig godt tilpas. For menighedsrådene arbejder seriøst og grundigt med de forandringer af gudstjenesten, de i disse år søger om dispensation til. Jeg har ikke hørt om et eneste vanvittigt forslag. Men altid gedigne bud på en god fornyelse, der gør, at menigheden ikke må føle sig fremmedgjort.

Derudover vil jeg som biskop inspirere til samtaler på tværs i provstiet og i større byer, så vi sammen sikrer, at vi har blik for, at der også om søndagen er et varieret gudstjenesteliv. Så vi også er kirke med fx østeuropæiske arbejdere, eller for dem, der godt kan lide rytmisk musik.

Kirken i verden – verden i kirken

Samarbejde, der fremmer kirkens opgave, kan vi aldrig få nok af. Kirken skal forkynde evangeliet i ord og handling. I kirken og alle vegne. Landets dygtige menighedsråd har altid samarbejdet på livet løs. Særligt på landet. Vi kalder det den levende vekselvirkning mellem kirke og folk. Når vi laver høstgudstjeneste sammen med borgerforeningen, eller deltager med en gudstjeneste i samarbejde med handelsstandsforeningen ved den årlige byfest. Eller vi samarbejder med de andre kirker om en fælles kalkningsordning, så vi får det samme til den halve pris. Eller vi samarbejder om at få ansat en, der kan stå for babysalmesang i vores sogne. Ved at samarbejde med hinanden, kan vi sammen løfte de opgaver, vi ser, og nå bredt ud som folkets kirke.

Jeg vil som biskop understøtte og inspirere til samarbejde. Og det glæder mig, at det i disse år har bredt sig til byerne. For når vi samarbejder med andre, sker det igen og igen, at vi når bredere ud. At flere finder tærsklen lav, og synes, at det går an at gå i kirke. Det er kirkens opgave.

Lytte højt og bredt til alle de døbte

Mange taler om en biskop som et teologisk fyrtårn. Jeg ser mig selv som et kirkeligt fyrtårn, båret af en gedigen luthersk teologi. Jeg er en udpræget holdspiller. Jeg er god til at invitere flere med på holdet, så mange får tænkt dybt og fremtidsrettet, og får de gode tanker gjort til konkret kirkeligt arbejde. Jeg nærer besindelse og samarbejde. Og hjælper med at få skabt grundlag for det, kirken gerne vil. Jeg har organisatorisk talent, og er god til at få mange til at arbejde sammen.

I praksis viser det sig, at der er rigtig mange, der gerne vil være mere i kontakt med kirken. Det er så glædeligt. For mennesker og samfund i en kompleks verden, hvor meget går hurtigt, har brug for dybe rødder og troens horisont på vores eksistens og samfund. Her har kirken noget at øse af, som ingen andre har. Jeg vil gerne understøtte, at menighedsråd og præster også i fremtiden sørger for at lytte højt og bredt, og være en kirke, der svarer, når vores omverden kalder på os. En kirke, der er optaget at tale forståeligt og relevant, så vi fortsat kan være lys og salt i verden.

Kirken står altid i fare for at lukke sig om sig selv. Der er altid en fare for, at vi forsvinder for vores omverden, og går i teologisk selvsving. Jeg er optaget af, at vi sørger for at være en kirke, der altid er åben og udadvendt.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard, bispekandidat i Aalborg Stift og provst i Horsens Provsti.