En samfundsdebattør har sagt: ”Vi har jo skabt en verden, hvor der står idiot på ryggen af dem, der åbner døre for andre. Dem, der tager hensyn til andre.”

I dag møder vi måske en idiot.
Han er i hvert fald en af de andre.
En af dem VI generelt er lidt mistænksomme overfor. Ikke fordi vi vil kæmme alle over en kam, men adrenalinet kommer let på alarmberedskab, hvis vi møder hans slags i flok eller i mørket.
Det kan sagtens være han er god nok, men han tror anderledes.
Han spiser anderledes. Han lugter anderledes. Han fester anderledes.
Han klæder sig anderledes. Og han taler anderledes.

Og i dag opfører han sig minsandten ganske anderledes.
Måske har han ikke så travlt som andre?
Eller måske er han ikke så skeptisk og mistroisk som andre?
Eller måske har hans mor altid sagt, at man skal hjælpe andre mennesker i nød?
Eller måske standses han midt i alt det, der er hans dagsorden, af at se den mand, der ligger forslået og ser halvdød ud?

Fortællingen er fåmælt; det eneste vi får at vide er, at han fik medynk med manden, der var slået ned.
Medynk.
Jeg ved vist ikke engang, hvad det ord betyder.
Men det kommer ærlig talt ikke ret højt op på kærlighedsbarometeret.
For mig er medynk noget man får med hunde, der halter på det ene ben, eller med mennesker, man rynker på næsen over. 

Han fik medynk med manden, der var slået ned.
Og nu kan man jo gøre meget forskelligt, når man i hjertekulen fornemmer, hvordan andre mennesker lider.

Hvem af os kender ikke til at zappe over på en anden kanal, når vi ikke orker at høre mere om oversvømmelser eller uhyrligheder i Afghanistan?
Hvem af os kender ikke til at opfinde alverdens gode argumenter for, at det er nogen andre, der er forpligtet til at tage affære?
Hvem af os kender ikke til evnen til at se til den anden side og lade som ingenting?
Hvem af os kender ikke til at gå rundt med dårlig samvittighed og synes at det ville være skønt, hvis vi gjorde noget, men det er så afsindigt svært at få tid og måske også diffust, hvad det er vi skal gøre?
Hvem af os kender ikke til totalt klart at se, hvem det er, der trænger til mit menneskelige nærvær, og så alligevel lade uger tage uger uden at få gjort noget ved det? 

Samaritaneren kom samme vej, som de to præster fra templet.
Havde de deltaget i en fælles dialoggruppe, ville de sikkert være såre enige om at sætte næstekærlighed og gensidig respekt i højsædet.
Men den dag, hvor en mand havde brug for hjælp, var der to, der gik forbi. Og tro ikke at de ikke havde deres grunde. Tro ikke, at de var usympatiske mænd med rundsave på albuerne. Hvorfor ikke tro, de var verdens bedste og mest empatiske samtalepartnere, der fik alverdens mennesker til at leve, trives og blomstre. Hvem ved, måske gik de hver aften hvem fra templet og puttede deres dejlige børn?
Men den dag, hvor en mand var slået halvt ihjel, kom de forbi, og de standsede ikke. De gjorde ingenting. De så ham, men gik forbi. 

Der var en, der ikke gik forbi. Han hjalp. Han tog sig af den forslåede mand. Hans liv blev ikke sat i stå. Han tog ikke plejeorlov. Han lod ikke manden flytte ind. Men han lod den syge mand få tid, penge og han fandt praktiske løsninger.
Og Jesus spørger: Hvem af disse tre, synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? 

Tænk på sidst, hvor du lå forslået og ømmede dig et sted i dit liv.
Var der nogen, der var en næste for dig, da du havde brug for hjælp?
Eller opførte folk sig som præsten og levitten?
Eller forsøgte du at skjule dit behov for hjælp?

I dag hører vi, at en fra inderkredsen af de troende, stiller sig op for at få Jesus i fedtefadet, ved at stille ham på prøve. Nu skal Jesus lige kort ridse op, hvad der er kernen i forholdet til Gud. ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” spørger han. Og Jesus gør igen en flabet fælde til en mulighed for fordybelse i et liv, i Guds nærhed. Han får på forbilledlig vis manden selv til at gøre arbejdet. ”Hvad står der i loven?” ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Men Jesu enkle svar: ”Gør det, så skal du leve!” bliver den lovkyndige, som er en god intellektuel og vant til stærke intellektuelle fægtninger, sat i en helt ny rolle. For Jesus fortæller lignelsen om manden, der blev overfaldet.

Og manden der var klar på en intellektuel dyst, står nu med Jesu spørgsmål dirrende foran sig: Hvem af disse tre synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? Og han svarede: ”Han, som viste barmhjertighed.” Og jeg tror Jesu stemme var dæmpet og intens, da han sagde: Gå du hen og gør ligeså! 

Gå du hen og gør ligeså.
At vise helt almindelig omsorg, det er at elske Gud.
At løfte op og bære i sikkerhed, det er at elske Gud.
At give forbinding på og vand at drikke, det er at elske Gud.
Og i mit hoved hober indvendinger sig op.
Men jeg tror ikke, Jesus gider mere pjat i dag.
Sådan er det altså.
Han taler til hver eneste af os: Gå så hen og gør ligeså.

Og det behøver hverken hedder diakoni eller mission eller omsorg eller frivilligt arbejde eller noget som helst andet.
Bare vær en næste.

 Vær en næste lige der, hvor du er.
På dit arbejde. I din familie. De steder du hører til. Her i menighedens fællesskab. Over for dem du kender og alle andre, du nu møder på din vej.

Vær en næste.

Den lovkyndige havde ventet at høre om noget ganske andet.
Måske om rent og urent eller om tiende eller noget helt tredje.
Og vi havde måske forventet at høre noget andet i dag.

Men Jesus lægger sig ned i vejsiden, og ser verden fra den forslåede mands perspektiv. Og før vi ved af det, har vi selv lagt os ned i vejkanten. Nu ser verden pludselig anderledes ud.
Her har vi brug for hjælp.
Her er vi afhængige af andre.
Her er vi temmelig ligeglade med, hvor folk folder deres hænder og på hvilken dag. Bare der er nogen, der vil hjælpe.

Her er der plads til at få øje på alt det, vi ikke kan selv, kan skrabe til os eller forsikre os frem til.
Her er der plads til at få taknemmelighedens briller skubbet for øjnene igen.
De briller, der ser, hvordan andre mennesker, har været medmenneske for mig forskellige tider.
Hvordan nogen, jeg slet ikke kendte, sprang til, da jeg havde brug for hjælp.
Da indkøbsposerne sprang, og der lå varer spredt ud over det hele.
Da jeg var ny, og der var en, der så mig og inviterede mig med.
Da jeg var trængt op i en krog, og der var en, der rakte mig hånden.
Da mit liv ikke hang sammen, og der var nogen, der gav mig elastik.
Da jeg var langt ude eller langt nede, og der var en, der stod bi.
Da jeg skjulte mit skrig, og der var en, der trængte lige igennem min skal.

 Taknemmeligheden over at andre var og stadig er min næste.
Dem, jeg hører sammen med, og alle de andre, der som frelsende engle hjælper mig og giver mig gode kår. 

Og hvem ved, måske får brillerne os til at se helt anderledes på alt det andet i verden. Så mange af vores brokke- og klagesange, bliver trængt ud på sidelinjen, fordi der er så meget at takke for.

Hyldeblomsterne og brombærrene.
At vi igen får lov at holde fester, give hånd og et kram.
Mennesker, der vil os, og ser på os med samhørighedens milde øjne.
Mennesker, der giver os opgaver, så vi blomstrer ved at stå lidt på tæer.
Mennesker, der viser os, at vi kan alt muligt sammen.
At vi udover al den medmenneskelighed og hjælp vi selv lever af, også selv kan være næste for andre mennesker. Dem, vi har fællesskab med. Og hele den mangfoldighed af mennesker jorden rundt, vi aldrig nogensinde vil møde. 

Hvem af disse tre synes du var næste, for ham der faldt i røvernes hænder?

Samaritaneren følte medynk.
Vi hører ikke et ord om at samaritaneren og den forslåede mand blev venner. Vi hører ikke noget om gensidig kærlighed.
Bare det helt enkle, at samaritaneren hjalp.
Så kan vi altså godt pakke alt vores følelsespjat sammen.
At elske Gud, det er at ville være næste for andre mennesker.
Dem, vi elsker og alle andre.
Hvor svært kan det være. 

Hver gang vi opfører os som præsten og levitten, er det Guds kærlighed, vi glemmer at svare igen på.
Så lad os lægge os ned i vejsiden. Opdage verden nedefra.

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver en sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.