Jeg er en varm modstander af samarbejde, der intet har med kirken at gøre. Lad os tænke os, at kommunen fattes midler, og derfor bliver der skåret ned i klassiske velfærdsydelser som rengøring og personlig hygiejne. Kommunen spørger kirken om at overtage opgaven.

Svaret fra kirken er nej tak.

Vi skal heller ikke vaske gulve i vaskeriet på sygehuset. Eller stå for udvendig vedligehold på den lokale folkeskole. Vi er ikke til for at dække huller for hverken sygehuset, skolen eller kommunen. Vi skal aldrig udhule det gode danske velfærdssystem. Tværtimod.

Kirken har gentagne gange været den opmærksomme vagthund, der har gøet vildt og voldsomt, når kernevelfærd for Danmarks udsatte borgere har været truet. Det er både godt og sundt, at kirken bevarer sin kølige og analytiske sans, når vi indbydes til samarbejde.

Men gad vide, om der findes kirker, der har fået den type samarbejdstilbud? Tilbud, der underminerer velfærdssamfundet? Jeg tror aldrig jeg har hørt om noget i den retning.

Som kirke skal alt, hvad vi er og gør tage udgangspunkt i kirkens mission; at være sendt med evangeliets lys og salt til hele verden. Hvis et samarbejde bærer med på kirkens mission, vil det være godt for kirken at deltage. Hvis det derimod ikke bærer med på kirkens mission, skal det fravælges.

Når vores opgave står lysende klart, kan vi sige ja og nej tak til samarbejde og nye initiativer på et godt grundlag.

Jeg er langt mere bange for, at vi samarbejder for lidt ud af huset end for meget. Gud sendte som bekendt sin Søn til verden, og han opholdt sig mest af alt alle mulige andre steder end i templet. Ved brønden, på vejene, der hvor folk stimlede sammen.

Så tak til alle de gode menighedsråd og præster, der har holdt ører og øjne åbne, og dannet gode broer til kirkens omverden. Skabt relevante og gode samarbejder på kryds og tværs. Med skoler, gymnasier, kulturinstitutioner, kirkelige foreninger, boligsocialt arbejde, kommuner og engagerede lokalfolk. Samarbejde, der gavner kirkens kerneopgave er det svært at få for meget af.