Samarbejde, der fremmer kirkens opgave, kan vi aldrig få nok af! Når ægtefællen ikke kan huske, hvad barnebarnet hedder. Når hun synes, det er så lang tid siden børnene har været på besøg, selvom de netop er gået ud af døren. Demens er et vilkår.

Et barskt vilkår. Og det rammer flere og flere i Danmark. Hver gang det sker, rammer det både den demente og familien. Og alle skal lære at leve med det. Det er krævende. Og det er ofte en svær balancekunst både at vise fortsat respekt og have fællesskab, og samtidig tage højde for at demens udhuler hukommelsen og normaliteten.

I Aalborg og Brønderslev samarbejder kommunen og kirken om demensarbejde. Det handler dels om demensgudstjenester og samtalegrupper. Det samarbejde gør en verden til forskel for de demente og deres familier. Et godt eksempel på at 2 + 2 giver 5 i det gode samarbejde. Kommunen ville naturligvis aldrig selv lave gudstjenester. Og de ville ikke stille med samtalegruppeledere, der er vant til at have troen på den treenige Gud som forståelsesramme for menneskelivet.

Kommunen bidrager til gengæld med noget, kirken har stor gavn af. For kommunen har kontakt til samtlige mennesker ramt af demens i kommunen. De kan derfor sørge for at pege hen på samtalegrupper og demensgudstjenester, for alle i målgruppen. Samtidig har kommunen fagviden om demens. Det gør, at kirkens frivillige og ansatte bliver klædt bedre fagligt på til kirkens arbejde med demens. Samarbejdet er til gavn for både kommunen og kirken, men vigtigst af alt er det til gavn for de demente og deres familier.

Det er en af mange måder at være kirke på. En levende kirke for mennesker af kød og blod.