Interviewet med mig i Kristelig Dagblad den 12. juni 2021 giver mig anledning til at skrive lidt om folkekirkens mission, for det ligger mig meget på sinde. Hvis jeg selv læste artiklen, med den valgte overskrift, ville jeg nok sidde med en fornemmelse af, at kandidaten vist helst helt vil undgå ”det der mission”. Og det er helt galt. Og fuldstændig modsat af alt, hvad mit hjerte banker for i folkekirken.

Mission er kirkens væsen. Mission er derfor ikke noget man kan overveje at lade være med. Gud sendte sin søn til verden, og Jesus samlede 12 meget forskellige mennesker, og dem sendte han ud i hele verden for at forkynde om den treenige Gud. At blive døbt, er at blive en del af den hellige almindelige kirke. Kirke er Guds hellige almindelige forsamling, sendt til hele verden, for at forkynde evangeliet om den treenige Gud. Mission er i kirkens sammenhæng Guds mission. Missio betyder sendelse. Det er Gud selv, der sender sin kirke med evangeliet til og for hele verden. Mission er ikke én aktivitet blandt andre aktiviteter. Det er selve hjertet i alt, hvad vi gør. At give det videre, som vi selv er blevet mødt med i evangeliet. At sørge for, at vi ikke holder guldet for os selv. Derfor holder vi gudstjeneste, derfor underviser vi, derfor er vi socialt engageret.

Hvordan lyder ordet mission i dag?

Alle og enhver bruger ordet mission med den største selvfølge, når det kommer til firmaer og organisationer. Og vi er mange, der er dus med kirkens mission. Jeg har selv været engageret i missionsselskaber og spejdernes missionsprojekter hele mit liv.

Og netop derfor ved jeg, at en del hører noget negativt, når det handler om kirkens mission. De tænker på imperialisme og mangel på gensidig respekt, når de hører om religiøs mission.

I Kirkefondet udviklede jeg projektet Lokal Kirkeudvikling, der handlede om at give menigheder redskaber til at blive en nutidig kirke i mission. Projektet er inspireret af den internationale bevægelse ”Missional Church”, der er optaget af, at kirken genlærer at være en udadvendt kirke. En kirke med mission som DNA. Vi gav dog os selv det bespænd, at vi ikke måtte bruge ordet mission, fordi det vækker dårlige associationer hos mange. Opgaven var vel at mærke ikke at afskaffe mission, men at tydeliggøre, at mission er kirkens raison d´etre. Altså ikke en særskilt indsats, men kirkens bankende hjerte.

Mission er altid nysgerrig, lyttende, i dialog.

I mange år har folkekirken tænkt, at det med mission, var noget der foregik i fjerne lande, og blev varetaget af missionsselskaberne. I de seneste 20 år har folkekirken genopdaget, at kirkens væsen er mission. At vi helt enkelt holder på guldet, hvis vi kun er en kirke, der er der for dem, der selv opsøger kirken og kommer i kirke og sognegård. Vi har sat nye gear på cyklen, og er blevet gode til at række ud, at blande os, at være tilstede, at byde os til, med evangeliets lys og salt i alverdens forskellige sammenhænge. Jeg er så glad for den folkekirke, der igen står ved sit DNA, både i det, der foregår i kirke og sognegård, men også ved frimodigt at gå ud af kirkens trygge rum, og være tilstede alle mulige andre steder; på Krop-Sind og Ånd messer, i arbejdet med muslimer, på festivaller og i alverdens andre sammenhænge. Den kirke, der inviterer til voksenundervisning, dåbsoplæring og mange andre gode sammenhænge, hvor enhver, der søger livsvitaminer, kan få lov at tygge drøv på evangeliets guld.

Mission med hjertet.

Mine præsteår i Gellerup lærte mig meget om mission. Gang på gang var der muslimer, der klart og utvetydigt spurgte mig, om jeg ikke skulle være muslim. Det var nyt for mig, at nogen kunne gå så direkte til stålet. Det samme skete, da vi lavede en udstilling om kristendom og islam, som de lokale skoleklasser havde produceret. På udstillingen var der bygget et lille kirkerum og en moske. Til min store overraskelse holdt muslimerne ægte bøn i moskeen. Så skal jeg love for, at jeg/vi fik travlt. For så skulle vi da også vise i praksis, hvordan en gudstjeneste ser ud. Og siden blev det en fast tradition at invitere muslimer fra området til julegudstjeneste i begyndelsen af december.

Du kan regne med, at jeg missionerer – og jeg forventer da det samme af dig.

At missionere er at give det videre, vi er sendt med, af Gud selv, der kom til verden i Jesus Kristus.

Al ordentlig mission er fyldt af gensidig respekt, nysgerrighed og interesse for det andet menneske. I disse år er mange mennesker på jagt efter mening, identitet og livsvitaminer. Det er så ærgerligt, når mange går over åen efter vand. Leder med lys og lygte i østens religiøsitet eller andre steder. Derfor er det en styrkelse af folkekirken, at vi igen tør stå ved, at folkekirken naturligvis har forkyndelse og dermed mission som sit ærinde. Der spørges efter dybde, ånd og tro i disse år. Og det er netop folkekirkens styrke, at vi kan pege på troen på, at Gud fortsat virker i verden ved sin helligånd. Det er Guds mission, der er kirkens grundlag og berettigelse.

Annette