Træt, trist og tom.
Det er sjældent det, vi poster på facebook eller tager billeder af.
Men alle mennesker kender det.
Måske var det sådan for fiskeren Simon.
En af de dage, hvor det ikke er gået spor godt.

Der er rigeligt med mennesker i vores dejlige danske samfund, der står som Simon; trætte og modløse. Selvom de som Simon knokler og gør deres bedste, for at finde de gode måder at være tilstede på i skolen, på arbejdet, i familien, blandt vennerne og i den digitale verden.

Ubehagelig tal fra den danske sundhedsprofil fortæller, at vi mistrives mere og mere. 25 % af befolkningen har et højt stressniveau. Se jer omkring. Det er altså hver 4. af os her i kirken i dag. 40 % af unge kvinder mellem 16 og 24 lider af voldsom stress. Dertil kommer, at flere kæmper med angst, depression eller lavt selvværd.

Og mon ikke alle gør en jættebrav indsats, ligesom de 3 mænd på båden sikkert har gjort, for at gøre det godt, der hvor de er. 

Nu møder Jesus fiskerne Jakob, Johannes og Simon. De havde ingenting fanget. Og nu beder Jesus dem om at kaste deres garn ud igen. Simon siger ligeud til Jesus, at de allerede har prøvet, men det gav jo ingenting.

Og gad vide om det kommer bag på Simon, da han tilføjer: Men på dit ord vil jeg kaste garnene ud?

Og de kastede garn ud og nettene blev stopfyldte.

Det er fantastisk.
Og man kan ligefrem mærke glæden.

Glæden, når magtesløsheden fordufter, og der viser sig nye veje.
Glæden, der slår rod, når et menneske genfinder livslyst og glæde.
Glæder, der blomster, når lammende stress viger. Man kan ligefrem mærke, hvordan Gudsriget vokser op midt iblandt dem den dag ved Genesaret sø.
Det er underfuldt i ordets bedste forstand.
Et glimt af himmerige, der udfolder sig lige der, hvor de er den dag.

Simons reaktion er frygt. Det han oplever, er himmelsk. Han har mødt Gud i den mand, der sendte ham ud at fiske, uden grund. Og nu ser han sig selv og dagen i et helt andet lys. Simon og alt hvad han er, fremstår pludseligt så alt for smålig i forhold til den storhed, der her har mødt ham, i Jesus. Simon kender sig selv. Ved hvilke tanker han gik og kredsede om den dag, fangsten var glippet. Måske var han igen irriteret på Johannes, fordi han altid kommer for sent. Den der slags tanker, der er smålige, grønne, sure for en sikkerhed skyld, irritable, rastløse.

Men den fantastiske fangst kaster nyt lys på alt, hvad Simon er. Og han udbryder: Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand.

Og så følger det helt store under.

Frygt ikke, siger Jesus. Fra nu af skal du fange mennesker.

På et øjeblik er verden forvandlet for Simon, Johannes og Jakob.
Helt konkret og bogstaveligt har Jesus gjort alting nyt for dem.

Jeg er optaget af den tyske tænker Hartmut Rosa for tiden. Han ser tidens store fare i, at vi gør verden tavs. At vi I vores iver for at gøre det godt, kommer til spænde ben for os selv. Fordi vi bilder os selv og hinanden ind, at livet grundlæggende er op til os selv. At vi grundlæggende er øde øer.

Det vigtige er derimod, at vi indstiller vores kanaler på modtagelig. At vi lytter efter resonans. Lytter efter alt, der er os givet. Og det er alt.

For som mennesker er vi i relation, fra før vi blev født. Tænk på det lille barn, der helt fra begyndelsen, er knyttet til sin mor og ligger og skvulper rundt i sin mors mave. Og han fortsætter med at beskrive, hvordan det er tilfældet livet igennem for mennesket. Og på den store hammel, er vi som mennesker forbundet med Gud.

Det er det, fiskerne oplever denne dag. De mærker vildt og voldsomt at Gud kalder på dem, gennem de mange fisk, der pludselig er i deres net. Og Gud kalder altid på svar fra os. Fiskerne bliver kaldt op fra deres hverdag, og bliver bedt om at følge Jesus lige her og nu. Og tænk, de rejser sig og forlader alt.

Det er radikalt og vildt. Det ændrer deres livsbane og kolliderer med alle planer og normaldage.

Og i dag sidder vi her i kirken.

Og underet fra den dag gentager sig, igen og igen, når vi lytter til Guds kalden. For han kalder på høj og lav. Og i dag er det os, der er bud efter. Det er os, han rækker hånden ud til og siger, kom. Følg mig.

Og han kalder på os de dage, hvor vi er fyldt med overskud og energi. Men også alle de andre dage. Også på de dage, hvor vi står med tomme net. De dage hvor selvvurderingen kan ligge på et rigtigt lille sted. Og vi grundlæggende ikke synes, vi har overskud til andet end at være indkroget i os selv, og vores rigeligt hårde domme over vores eget liv og vores egen indsats.

Når vi følger i Jesu fodspor ser vi, hvordan Jesus bryder ind i menneskers liv overalt. Og faktisk helt særligt, hos mennesker der har ondt i livet. For Jesus er altid der er i fortællingen, hvor der er et menneske i nød. Han er altid der, hvor forklaring og logik har spillet fallit. Eller der, hvor folk er klatret højt op i træerne, væk fra det menneskelige fællesskab.

I dag er det os, Jesus kalder på. Det er det helt store under. At han lige her og nu gør os til sin kirke. I al vores forskellighed. I al vores uenighed. Selv midt i en bispevalgkamp. Som kirke er det vores opgave at forkynde evangeliet højt og bredt, for alle og enhver. Forkynde når der er glæde og højt humør. Og forkynde når det er lige modsat. Når vi står som Simon med håret i postkassen, og der overhovedet ikke er noget, der blomstrer.

Her i kirken mødes vi igen og igen af det helt store under. At Gud kommer til os, lige der hvor vi er, og bryder ind i vores verden og gør verden ny.

Så vi forstår, at det er værd at indrette hele livet efter. At lytte højt og bredt, så vi lever livet på, at vi er båret og elsket af vores himmelske far, også når livet slår knuder og er svært. Det nærer vores livsmod, og giver os handlekraft til et menneskeliv, hvor vi er optaget af næstens ve og vel.

Vi er Guds hus og kirke nu. Det er os, der frimodigt skal forkynde evangeliet så det høres. For højtuddannede og ufaglærte. For den der elsker klassisk højmesse og orgelkantater, og for den der er mere til rytmisk eller jazz. Vores opgave er at sørge for, at vandrørene ikke stopper til. Evangeliet skal forkyndes her i vores smukke kirkerum og alle steder. Vi skal lytte, når der kaldes på os.

Min underviser på teologi Anne Marie Aagaard opfandt et ord, jeg godt kan lide; en trekantet kirke. Det er kirken, der er optaget af, at vi ikke kun taler om Gud Fader og Gud Søn, men også husker Helligånden – derfor det trekantede. Det er kirken der ved, at det er vigtigt at lytte både højt og bredt for at undersøge, hvor Gud mon vil, at kirken skal være netop nu. 

Det er grunden til, at vi går til menighedsrådsmøder og personalemøder. For at vi sammen kan lytte højt og bredt til det sted, vi er kirke; til de mennesker vi møder, i den samtid, vi er kirke i. For sammen at finde ud af, hvordan vi bedst er kirke lige her og nu. Hvordan skal vi prioritere ressourcerne, kræfterne, pengene?

Hvad er det vigtigste? Hvad skal være pejlemærkerne lige her hos os?

I dag er det os, Jesus ser lige i øjnene, mens han kalder os til at være hans kirke på vores sted. Det er ikke så lidt, han forventer af os. Og alting er blevet nyt for os. Vi er omgivet af Guds grænseløse nåde. Og hans nåde kalder os til et trekantet liv, hvor vi i ét og alt er optaget af at leve af den guddommelige kærlighed. Et liv, hvor vi altid ser andre mennesker som medmennesker; mennesker hvis liv og glæde vi er sat til at værne om.

Vi skal være en kirke, der ikke har vores på det tørre. Vi skal vove at gå med Jesu ud på de veje, vi slet ikke kender endnu. Den vej fører altid lige ind i virkeligheden. Der, hvor mennesker lever og elsker og er. Glade og forvirrede, stressede og modløse, i lyse sommernætter, med syngende studenter. Vi er Guds hus og kirke nu.

Lov og tak…