Artikel af Annette

Kirken skal forkynde evangeliet i ord og handling. På matriklen og alle vegne, skriver bispekandidat Annette Brounbjerg Bennedsgaard som svar på Kirke.dk’s spørgsmål om hendes syn på den såkaldte samskabelse mellem kirke og kommune

Folkekirken samarbejder som det mest naturlige i verden. I sognet med foreninger, skoler og institutioner.

Og vi samarbejder med sygehus, universitet, fængsel, ja sågar hæren om præster. Vi har en lang tradition for levende vekselvirkning mellem folk og kirke. Vi er både en ”kom-kirke” og en ”gå-kirke”.  En kirke, der inviterer ind, og en kirke, der går ud og er tilstede i det fælles samfund. Skar vi disse samarbejder væk, var vi ikke en nær så livsnær og relevant folkekirke.

Og nye gode tiltag er føjet til de senere år. Der er nu præster for gravide, i hjemmeplejen, på festivaller, for demente og meget andet. Det seneste skud på samarbejdsstammen, er diakonale tiltag, hvor kirker og kommune samarbejder. I fællesskab løftes sociale udfordringer som mistrivsel og ensomhed. Det er utroligt glædeligt. Det er nemlig udfordringer, der kræver fælles indsats.

Kan vi lide samskabelse i folkekirken?

Ord kommer og går. Et nyt modeord er samskabelse. Der er egentligt ikke noget nyt under solen i det ord. Og samtidig er der masser af guld i ordet samskabelse. Samskabelse fordrer, at slutbrugerne inddrages fra A til Z, det man på engelsk benævner co-comissioning, co-design, co-delivery og co-evaluation

Det hedder patienten i centrum på sygehuset eller elevinddragelse i skolen. Formålet er at bringe alle parters styrker i spil til gavn for sundhed, skoleforløb eller enhver anden given kerneydelse.   

Frontløber med samskabelse – kirken har samskabt, længe før ordet blev opfundet

Kirken er både teologisk og organisatorisk funderet på det almindelige præstedømme. Kirken ledes nedefra. Det er menigheden, der kalder en præst. Det er menighedsrådet, der leder den lokale kirke. I menighedsrådet er sognepræsten og menighedsrådsmedlemmer sammen om at lede kirken. Det er samskabelse i praksis.  

Vi samskaber – og det skal vi da blive ved med  

Kirken er fyldt af samvirke og samarbejde både indadtil og udadtil. Vi er vant til, at frivillige spiller en vigtig rolle i kirkens liv. Og sognepræster er vant til at inddrage, vi gør det på daglig basis. Ved konfirmandgudstjenesten, ved juleafslutningen med skolen, når der skal findes medlemmer til udvalg, eller når den næste særgudstjeneste skal planlægges.

Det går bestemt ikke altid hurtigere af det. Men det er fyldt af liv, glæde, engagement og masser af fællesskab. Arrangementet eller gudstjenesten bliver som regel anderledes, når vi er flere, der tænker sammen om et kommende arrangement. Når mange er inddraget.

Så ja tak til masser af samarbejde og inddragelse af mennesker på kryds og tværs, der hvor det giver mening. Hvad enten det er enkeltpersoner, børnehaven, skolen, konfirmandforældrene, en institution, forening eller kommunen.

Jeg er ikke optaget af ordet samskabelse. Men jeg er optaget af, at vi er en folkekirke, der er livsnær og relevant – set fra den brede befolknings perspektiv. Og optaget af, at vi bevarer vores særkende som luthersk evangelisk kirke, en kirke bygget af levende sten. En kirke, hvor samarbejde, samvirke og frivillighed fortsat næres og har gode kår.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard er provst i Horsens, formand for Provsteforeningen og bispekandidat i Aalborg Stift.