Du skal forestille dig sådan en dag, hvor du er forarget til op over begge ører. Det her kan simpelthen ikke være rigtig. Der må da være en grænse. Og du finder en at dele din indignation med. Og der kommer en til. Og I er helt oppe i det røde felt. Og uanset om I normalt ville skride til handling eller ej, så er I enige om, at her må der gøres noget. Og I overvejer, hvordan I bedst kan protestere. Er der en af jer, der skal sige noget i dag? Eller skal der skrives et læserbrev? Eller skal I møde op til det næste byrådsmåde?

Det var de allermest kyndige, de allerfrommeste, datidens jødiske præster, der var oppe i det røde felt. De syntes gang på gang, at Jesus var fuldstændig ude i hampen. Han var sammen med præcis de mennesker, han burde holde sig langt væk fra.

Jeg tror, de havde det, som en børnehavepædagog ville have det, hvis en forælder gik og delte chokoladekiks og slikkepinde ud lige før frokost.

Eller hvis politiet delte flidspræmier ud til protestdeltagere i ”Men In Black”, når de er allermest ekstreme.

Eller hvis Jesus var taget til fest i Jomfru Ane Gade, under nedlukningen, og frejdigt havde krammet og delt ølglas med selskabet, uden skelen til Corona forholdsregler.

De ser altså Jesus som den, der ødelægger det lange seje træk, som de og mange andre gode kræfter yder, for at samfundet skal være godt og sundt og levedygtigt. Jesus, som den, der bryder enhver tænkelig regel og hædrer mennesker, der så tydeligt opfører sig samfundsskadeligt.

Og farisæerne og de skriftkloge skummer af vrede og forargelse. Hvordan i alverden kan han finde på at opildne til at leve på måder, som enhver god borger kan se, er samfundsskadelig? Kan han ikke se, hvor ødelæggende og kontraproduktivt, det er?

Og vi skal se for os, hvordan Jesus på skift sidder og griner og spiser og hygger sig med de mest forskelligartede mennesker. Én dag er det en flok ivrige demonstranter, der flere gange er gået godt og grundigt over den demokratiske streg – den næste dag er det kriminelle udviste asylansøgere, og så er det en flok unge, der godt kan lide at brænde biler og containere af for sjov.

Det er ikke lige det selskab, man ønsker sig for sine børn.

Jesus ved godt, at vi er ved at koge over af vrede og forargelse. Han ved, at vi er ved at gå ud af vores gode skind af forurettelse. Og han går slet ikke ind på at diskutere det, vi er optaget af. Det er cirka ligeså slemt, som når man skummende af raseri, har raset og råbt, og den man vil skændes med, så bare smiler.

Jesu gør det han gør, igen og igen. Han fortæller en historie. Og når Jesus først går i gang med at fortælle en historie, er det svært ikke at høre efter. For historierne handler altid om noget selv et barn kan forstå. Og fra første linje, gør Jesus dig til hovedpersonen. Jo, hvis nu du havde hundrede får, og du så mistede et af dem, hvad ville du så gøre?

Og med et pennestrøg har Jesus rystet din hjernesæk. Nu er du hyrden. Du er ham med ansvaret for alle fårene.

Du er ikke længere linjevogter. Du er ikke den, der sidder med en finger i regelsamlinger, og hele tiden skal vurdere, hvad der er rigtig og forkert.  

Nej, du er ham der har 100 får at passe på.
Og vups, er de skarpe streger mellem os og dem forsvundet.
Tilbage står ansvaret, omsorgen, viljen til at passe godt på hvert eneste af de mange får.

Og hvad ville du gøre, hvis en af dine nære var blevet væk?
Det tager ikke et hjerte mange sekunder at få billeder på nethinden.
Har du prøvet det bare én eneste gang, glemmer du det aldrig!

Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg har løbet rundt med bankende hjerte for at finde et lille barn, der var blevet væk. (Børnehaven på besøg).

Og med hjernen forstod jeg nok, at vi sikkert snart ville finde hende, men tankerne hvirvlede rundt i hovedet; hvad nu hvis hun er løbet ud på den vej, og jeg tør slet ikke tænke tanken til ende. Eller hvad nu hvis hun alligevel er gået ud i vandet eller… et hjerte kan banke af skræk. Og jeg ville da gøre hvad som helst for at finde hende hel og uskadt.

I den situation er alle nøgterne vurderinger væk. Det er fuldstændig lige meget, om hun havde lovet at blive stående ved skiltet. Det er fuldstændig lige meget, at hun havde lovet at holde sin mobil åben. Alting er lige meget, hvis bare det kan lykkes at finde hende i god behold igen.

Sådan er det at være en, der leder efter et barn. Og sådan er det at være en hyrde, der har mistet et får.

Og med den ene sætning, får Jesus vendt op og ned på os, og dengang på de skriftkloge. Med den ene sætning, får han vist os, hvor latterligt og småligt vores perspektiv er, når vi bilder os ind, at livet handler om at sætte skel mellem os og alle de forkerte.

Jesu viser os, hvordan verden ser ud for Gud.
Jesus viser os, at Gud er som hyrden, der bliver ved og ved og ved med at lede, til han finder fåret, der er blevet væk.

Gud begynder ikke med at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kulegrave, om fåret selv er skyld i miseren.

Og billedet af hyrden, der utrætteligt bliver ved med at lede efter sit får, der er blevet væk, er meget ligetil for os. Bare spørg en hvilken som helst forælder. Vi forstår det godt. Uanset hvor lange gardinprædikener vi så har holdt for vores børn, uanset at de måske selv er skyld i de problemer, de er havnet i, så vil vi som forældre gå gennem ild og vand for vores børn. Og ikke 1 eller 2 eller 3 gange, men altid.

Og indimellem sker det jo, at vi svigter dem, vi elsker, og det rider os som en mare. At jeg ikke hjalp; at jeg ikke var der; at jeg ikke lyttede, det rider mig som en mare, for det er imod kærlighedens væsen.

Lur mig, om ikke det lykkedes Jesus at få de eller os sure til at glemme, at vi var i fuld gang med at få os afgrænset fra alle de forkerte, de syndige, de usunde, de uretfærdige, de politisk forkerte: de, der selv var ude om det og de, der ikke gad forbedre sig.

Nu er vi i stedet i fuld gang med at lede efter det helt bestemte får vi kender, der er blevet væk. Blevet væk fra glæden, blevet væk fra sig selv, blevet væk fra livslysten, blevet væk fra os. Og vi mærker, at det er selve livets mening, at få fundet det får. Og det eneste vi er optaget af, det er at hjælpe det får vi kender, som nu er i problemer.

Og Jesus giver fuld opbakning. Sådan vil Jesus til enhver tid gøre. Jesus er den gode hyrde. Og alle fornuftige beregninger af hvad hyrdens arbejdstid koster, hvad transportudgifterne til eftersøgningen løber op i, og hvilket udbytte hyrden måtte miste på de øvrige fårs tilvækst imens, er en by i Rusland. For den gode hyrde, hører ikke på nogle nok så rationelle argumenter, for her er det kærligheden, der bestemmer. Den kærlighed, der nok ser, hvad fåret måtte havde gjort forkert; der nok ser den synd der er, og ikke desto mindre gør alt for at hjælpe.

Vi ved ikke, hvordan de sure mennesker reagerede på Jesu lignelse den dag. Men de må have opdaget, at Jesus har vendt verden på hovedet.

Deres vrede, deres kategorier af gode og dårlige mennesker falder til jorden, når Jesus fortæller om fåret, der er blevet væk.

Så uanset hvem det er, vi synes er dårligt selskab, så vender Jesus bunden i vejret på vores verdenssyn i dag.
Tænk som en hyrde.
Vær klar til at gå ud for at finde fåret, der er blevet væk.

Jesus er ikke så lidt provokerende.
Har vi hørt, hvad det er han vil have os til?

Næste gang, der er nogen du placerer i skammekrogen, de forkerte, dem du tager afstand fra, dem du ikke vil have at dine børn skal være bedste venner med, da skal du se hele samlingen i skammekrogen som det får, der er blevet væk, og du skal da skynde dig ud for at finde det får. Du skal investere din tid, din energi, din kærlighed på det får.

Og når hyrden har fundet sit får siger han: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over en synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Slam. Der fik de lige den. Og der fik vi en over fingrene, når vi går og bliver så afsindigt selvretfærdige. Når vi går rundt og pudser vores glorie med vores måde at være forældre på, vores fine måde at være venner på, vores fantastiske måde at være gift på, vores fænomenale måde at være arbejdskollegaer på, vores noget så rigtige politiske holdninger. Selvretfærdige. Hver eneste af os, står dagligt i fare for at blive fuldstændig indkapslet i selvretfærdighed.

Jesus inviterer os til at skifte selvretfærdighedens ham ud med et fåreskind. Vi må være dét ene af de 100 får. Og Jesus vil selv være hyrden.

En hyrde, der uden mindste tøven styrter afsted, hver eneste gang et af fårene er blevet væk. Også når det indimellem er dig, der bliver væk.

Bliver væk i for meget arbejde. Bliver væk i kredsen om de samme tanker, der hvileløst bliver ved. Bliver væk i travlhed, rastløshed, irritation, dagligdagens trummerum. En hyrde, der kender sine får, og ganske udmærket ved, at det ikke altid er tilfældigt, at vi bliver væk. At det af og til er vores dovenskab, vores ligegyldighed – at vi andre gange har forsøgt med al vores energi at holde os til flokken, men af den ene eller den anden grund, pludselig er fanget et sted, hvorfra vi ikke kan komme alene.

Og der kommer han gående, selv om det er imod al matematisk rationale. Selvom der er mange andre mennesker i verden at kere sig om. Han kommer og finder dig, lige der hvor du er. Og se, han bærer dig på sine skuldre, som ingen har båret dig siden du var barn. Og måske falder du endda i søvn, og mærker på den måde, hvordan han giver dig en ellers ukendt fred og hvile. Og måske vågner du, da han er nået tilbage til flokken. Og din skam og frygt for andre menneskers vurdering – som jo i grunden ligner den vurdering, du så ofte selv er med til at anlægge – den bliver skubbet langt ud i periferien, for han vifter med arme og ben, mens han kalder naboer og venner sammen. Og det er ikke til at undgå at mærke, at du har været savnet, og at du er elsket og værdifuld. Chokerende og nærende som uventet omsorg, telefonopkald og blomster i en tid i livet, der var svær. Og det er næsten for meget, når han med strålende øjne viser dig frem for alle I møder, og siger: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.”

At blive båret hjem på skulderen og få sådan en velkomst er en chokerende kærlighedsgave. Den borer sig ind i hver en sprække og forandrer dig fra top til tå.

Mon det var sådan de sure mennesker omkring Jesus hørte hans lignelse. Som en lignelse, der fik deres øjne og kroppe til at opdage at Jesus Kristus er som en hyrde, der fyldt af kærlighed går ud og finder ethvert får, der er blevet væk?

Mon de mærkede, hvordan Jesu kærlighed hver eneste dag vil nedbryde selvretfærdige skalaer, fordi ethvert menneske for Jesus er et får han vil vogte og værne?

Vi aner det ikke.

Men hvis vi lytter til lignelsen i dag, kan vi høre, at Jesu kærlighed ikke vil lade nogle af os i stikken. Han vil finde os, uanset hvor vi bliver væk, og hvem vi bliver væk fra. Han vil redde os. Han vil bære os på sine skuldre. Og han vil fremvise os med glæde til alle og enhver.

Og hans kærlighed lader ingen selvretfærdighed tilbage. Vogtet af ham, bliver enhver af os forvandlet til hyrder, der er først og sidst er sat til at leve et liv, der strømmer over af den kærlighed, vi møder i  Jesu kærligheds under. Det er gaven, den gave må vi bunde i, med alt hvad vi lever og er.

Amen.