Kære præst, kære menighed

Der bliver væltet statuer og taburetter for tiden.

Her i kirken peger alt på ham, som væltede borde i synagogen, fordi han mente, det var blevet en markedsplads.

Men selv på Jesu mere fredelige dage, væltede han verdensbilleder og menneskelig selvforståelse igen og igen. Et møde med ham var aldrig rolig bekræftelse af det gængse, af tidens norm. Jesus vender altid verden på hovedet, så alting bliver nyt i himmel og på jord: I samfundsperspektiv og i det enkelte menneskes selvopfattelse.

Vi har sådan glædet os til i dag, hvor du skal indsættes som præst. Som præst er du kaldet af fællesskabet – af menigheden, til en helt særlig rolle. Luther understreger, at en præsts opgave er at forkynde evangeliet og række os sakramenterne. På den måde vælter du hele tiden vores selvopfattelse, når vi kommer overanstrengte, og tror at vi skal bære både verden og vores liv, med hårdt arbejde og enorme kraftanstrengelser, for at gøre alting godt nok.  I ord og sakramenter skænker du os forjættelsen fra Gud om, at han allerede har skænket os sin arvelod og gjort os til sine børn. Vi er båret af vores skaber og Gud, der kom til verden, for at vi aldrig skal være forladt. Han har skabt os, og han bærer os i liv og død. Det gør en verden til forskel. Det gør, at skuldrene kan falde på plads. Når nåden rammer os og vender vores selvforståelse og verdensbillede 360 grader, bliver vi omvendt. Da kan vi gå ud i verden og lyse som himmellys, skønt af de små som vi synger. Uden at tro, at alting afhænger af os. Men frit og frejdigt gøre det vi skal, fordi Guds kærlighed til os, smitter os, og får os til at blomstre og gro.

I den forgangne uge har jeg set de smukkeste himle i alverdens farver. Jeg har taget et billede med af Poul Anker Bech, der ellers hænger på mit kontor. Det hedder ”I drift”.  På Pouls Anker Bechs billeder er der mest af alt mennesker i dejlige omgivelser og skøn natur. Men der er altid en afgrund der lurer, så det skønne svæver på kanten af undergang, så man kan frygte, at det hele ramler sammen om et øjeblik, og billedets hovedpersoner aner måske ikke uråd. Tag nu det her billede; man ser et skønt lys på himlen langs vejen. Der er blomster ved trappen, og mennesker på vej. Jeg forestiller mig, at de lige er sat af bussen, og nu er på vej til deres dejlige feriested. Men så er der noget, der skurrer. Ender vejen i en afgrund? Er den bageste mand allerede ved at falde ud over afgrunden? Har manden i den hvide skjorte, det ene ben på vej i afgrunden? Vil hele byen skride i afgrunden om kort tid? Og tankerne kan fortsætte. Kan der gøres noget? Som beskuer får jeg lyst til at advare dem. Eller er der mon mulighed for at ringe til en entreprenør – kunne man få byen understøttet, så faren for nedstyrtning forsvinder? Tanker sættes i gang om liv og død, om hverdag og farer; om perspektiv på den verden, vi lever i.

Det er afgørende for os, hvordan vi ser himlen over os, og jorden under os. Er der undergangsstemning eller håb for fremtiden?

Som præst har du en let opgave Thea. Du skal blot igen og igen pege på evangeliet om Jesus Kristus. Blive ved med at lade os genopdage, at vi i dåb og nadver har fået fast grund under fødderne. Vores horisont er Gud selv. Han som var og som er og som bliver. Hans komme til jorden i Jesus Kristus, er et løfte til os om, at vi er båret af den treenige Gud i et og alt. At han er stammen, og vi er grenene. Dermed er vi befriet fra enhver form for overanstrengelse og selvovervurdering. Vi skal ikke begynde med at gøre os fortjent til en plads i verden. Vi er elsket af Gud fra først til sidst. Og han har udstyret os med håb i rå mængder. Selv når vi møder helt reelle udfordringer, mørke skyer og afgrunde på vores vej.  

Med nådens fortegn for vores liv, kan vi gå ud i verden og gøre gavn. I tillid til, at det grundlæggende er Gud, der bærer verden og os i den. Med nåden som fortegn kan vi frimodigt være optaget af livet med hinanden, og med ihærdighed gøre alt det vi hver skal.

Blomstre op da skal Guds rige
midt iblandt os dag for dag,
bære Åndens frugt tillige,
Fader vor til velbehag. (DDS 320, vers 7)