(med indvielse af ny klokke)

Du er kaldet! Kom!

Jeg har hørt en skoleleder sige, at det vigtigste for et menneske, er, at der er nogen, der kalder. Nogen, der har forventninger. Nogen, der regner med dig. Han sagde det i forbindelse med skoleelever, og hvordan man bedst hjælper udsatte børn.

Men det gælder vist uden aldersgrænse. Jeg har hørt, at selv hvis man har været biskop eller direktør, kan det være noget af en hård nyser at gå på pension. Gå fra en position, hvor der er travl kalender fra morgen til aften, og så til et liv, hvor man skal til at genopfinde sig selv. Så er det igen vigtigt, at der er nogen, der kalder, at der er noget, man skal.

Prøv en gang at spole tilbage i dit liv. Hvem er det, der har kaldt på dig igennem dit liv? Hvem er det, der har ringet til dig, sendt SMS, eller hvordan der nu bliver kaldt på dig?

Vi ved det godt. Det er konkrete navne. Eller opgaver vi har været en del af.

I lang tid havde jeg en bestemt ringetone, kender I den?

I dag fejrer, vi at I har fået en ny kirkeklokke. Kirkeklokken kalder på os. Den kalder os helt konkret sammen til gudstjeneste, hvad enten det er søndag morgen eller det er begravelse, bryllup eller barnedåb. Kirkeklokken fortæller os, at nu er der er noget, der er vigtigt. Uanset om vinduerne derhjemme kunne trænge til at blive pudset, eller haven trænger til en kærlig hånd, så minder kirkeklokken os om, at der er noget, der er så vigtigt, at vi må hen i kirken. I kirken, hvor vi får kastet lys over alt det, der sker i vores hverdagsliv. Det store og det små.

En kirkeklokke kalder på os, som mobilen kan få os til at reagere.

Grundtvig siger det sådan her:
Kirkeklokken kimer og kalder
kalder på gammel og på ung

Det er jo det særlige ved vores lutherske opfattelse af kirken, at kirken ikke er kirkebygningen, præsterne, døbefonten eller noget som helst konkret. Nej kirken det er os, det er dig og mig. Det er den mærkværdige forsamling af mennesker, som lever og går på arbejde og til koncerter og har børn og børnebørn. Det er alle døbte.

Den nye kirkeklokke skal kalde på os igen og igen, og minde os om, hvem vi i grunden er, set fra Guds perspektiv; Vi er hans kirke på jorden. Vi er hans børn, skabt i Guds billede.

I dag kalder Jesus os til at være tilstede i vores liv. Han rusker i os, for at få os til at forstå, at dét med Gud ikke er en filosofisk smuk eftertanke, men hverdagsliv lige der, hvor vi er hver eneste dag. Og han skærer det ud for os i pap, så det er rigtig svært at lade som om, vi ikke forstår det. Her er ingen snak om, hvad du føler. Men et kald så direkte, at selv et barn kan forstå det; Hvis du vil høre til hos Gud, kan du ikke vende ryggen til andre mennesker. Eller som det lyder i teksten i dag; Gud er kærlighed, siger han. Og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud.

Om du hedder Biden, Merkel, Mette Frederiksen eller noget helt fjerde, så er det dig Jesus taler til i sin lignelse i dag. Og når du lytter, så læs din hverdag ind. Det der fylder i næste uge. Det der rykker i dig. De valg du skal træffe. Han kalder på dig, som han har kaldt på fiskere, bønder, akademikere og skriftkloge. Med dine mange penge, eller dine få penge. Med dit overskud af tid eller dit underskud af tid. Med din livsappetit eller mangel på samme. Han kalder på dig, og han er slet ikke i tvivl; Du er også en del af Guds kirke. Du er i Guds kærlighed, og du både kan og du skal leve et liv, der bygger på Guds kærlighed. En kærlighed, der aldrig var optaget af stærke og smukke og romantiske følelser, men af handling, af viljen til at være tilstede, og ønsket om at være et medmenneske.

I dag bliver der kaldt på dig i Jesu lignelse.

For der var en rig mand.

Og hvem siger, han var et dumt svin. Måske var han med i den nyeste udvikling. Måske går hans virksomhed foran med at nedbringe co2 udledningen. Eller måske var han optaget af FNS nye verdensmål? Det går ham i hvert fald godt. Og lur mig, om ikke der i avisen har været et utrolig fint stykke om ham, da han døde. Hans indsats i bestyrelsen for det ene og det andet, og hans økonomiske bidrag til det lokale idrætsliv.

Men da han dør, får han sig et chok.
Og han er fuld af undren og også en vis fornærmelse.
For han er ikke i Abrahams favn, men pines og plages.

Og tænk alle de forsikringer han har tegnet, indboforsikring, brandforsikring, ulykkesskadeforsikring, glasforsikring, rejseforsikring og ja han har ikke tal på alle de forsikringer han har tegnet, for at være på den sikre side.

Han synes nogen skulle have fortalt ham, at reglerne var sådan her.
Nogen skulle have fortalt ham tydeligt, hvad det er, Gud vil.
Eller sendt en besked.
Og nu kunne Gud da i det mindste sende en besked til hans familie.
Men Abraham ved, at der så sandelig er sendt besked igen og igen, fra Moses, over profeterne til ham, der er stået op fra de døde, Jesus selv som fortæller historien.

Sendt beskeder af kød og blod,
i lignelser,
i love,
i tegn,
i undere,
i et lille barn, der blev født i en krybbe.

Tegn på, at Gud er kærlighed, og at den der bliver i kærligheden bliver i Gud og Gud i ham.

Men det er ikke sikkert det passede ind i den rige mands plan.

I hans virksomhedsplan, i hans kalender, i hans selvforståelse, i hans næste personlige udviklingsmål. Det er så dejligt, når verden hænger sammen. Når alting går op. Når der kan sættes krydser på listen over alt det, vi gerne vil prioritere og alle de steder, vi gerne vil sørge for at være ordentligt tilstede og tage medansvar.

Men Jesus peger ikke på store organisatoriske tiltag. Han peger på et helt konkret menneske, som den rige gang på gang så, sådan helt konkret.

Så i dag er det tid til at se på det helt konkrete liv, der er dit og mit. For budskabet er jo klokkeklart. Der er mennesker i dit liv, som har brug for dig. Og det betyder ind imellem en verden til forskel, om vi vender det blinde øje til, eller er der for hinanden.

Det kan være det er en kollega, der går ned med stress.
Det kan være det er en vi kender, der er plaget af depression.
Det kan være en på studiet, som får den kolde skulder.
Det kan være nabofamilie, hvor det ikke går så godt.

Lazarus er ikke bare den der står og sælger ”Hus forbi” ved indkøbscentret, men et billede på det menneske, der har ondt i livet, og kalder på hjælp.

Den rige mand er fornærmet. Er vi fornærmede?

Gud er kærlighed, og den der bliver i kærligheden, bliver i Gud og Gud bliver i ham.

I dag bliver der kaldt på hver eneste af os.
Lev nu er menneskeliv, hvor kærlighed er din rettesnor.
Den kærlighed der har kraft og saft og viljestyrke til at se ethvert menneske som et medmenneske.

Guds kærlighed kalder os utrætteligt ind i virkelighedens verden, hvor frygten er fordrevet af Guds egen kærlighed. Den kærlighed, der sætter os fri til at leve et sandt menneskeliv. Et liv der bygger på, at vi ved, at vi er elsket. Elsket af Gud selv.

Et liv, hvor vi holder op med at stresse omkring for at gøre det godt nok. For at blive noget særligt. For at udmærke os. For at sikre os. For at gøre os til.

Et liv, hvor vi tør opdage, at alt er os givet. At vi faktisk kan elske. Ikke altid og ikke perfekt. Men vi kan. Vi kan elske, og vi kan leve som gudskabte mennesker. Fordi Gud elskede os først. Vi kan bygge hele vores eksistens, hele vores samfund, alle vore mange aktiviteter på Gud selv. For Gud er kærlighed. En kærlighed, der er levende og gør underværker, hvor den bliver opdaget.

En munk spørger sådan her om et kristent menneskeliv:
Er dine øjne åbne for de uskyldiges lidelser? For de børn som er mærket af brudte følelsesmæssige relationer? For dem, der er svigtede af dem, de elsker? For de mængder af ældre mennesker, som oplever en ubærlig ensomhed?

Vær ikke bekymret, hvid du har meget lidt at dele: En svag tro, få ejendele. Mens du deler det lidt du har, fylder Gud dit hjerte til overflod, utømmeligt.

At dele sine besiddelser leder til at forenkle ens liv og til at åbne ens hjem. Der behøves så lidt for at modtage andre. At have mange besiddelser er en hindring snarere end en hjælp til et større fællesskab.

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.

Amen