Tak for invitationen til at være her i dag. Jeg hedder Annette Brounbjerg Bennedsgaard, og er provst i Horsens. Sikke en herlig opgave at holde en fødselsdagstale.

Kære fødselar – kære folkekirke

Stort tillykke med fødselsdagen. Jeg har taget tre ting med i dag. For mig viser de noget centralt om, hvad kirke er, og hvad det er vigtigt for folkekirken er holde fast i de næste 172 år.  

Jeg har taget en stemmegaffel, et kompas og et vandfilter med.

Stemmegaffel

En stemmegaffel lader os høre en tone, der går lige i kroppen. Så vi opdager at verden er fyldt af lyde og toner.

Med øret til en stemmegaffel for øret kan man lader tonen tage bolig i kroppen. Man kan stemme sit instrument, eller et helt kor, efter stemmegaflens vibrerende og smittende lyd.

Sådan er det at gå i kirke. I kirken bliver vi evangeliestemt.  Når evangeliet går i blodet på os, bliver nåden tonen i hele vores liv.

Vi kommer i kirken til almindelige gudstjenester, men også ved de helt store knudepunkter i vores liv; når et barn er født, når kærligheden gør to til et, og når vi står ved kisten. Og da kaster evangeliet sine toner ind over vores menneskeliv. Så vi mærker, at det ikke kun handler om mennesker på Jesus tid, men handler om os lige her og nu.

Og vi har brug for igen og igen at blive evangeliestemt. For vi er glemsomme, og tit tror vi, at det er os der skal bære verden på skuldrene. Men i kirken stemmes vore hjerter, sind og hele vores fælles samfundsliv i det rette toneleje, når evangeliet går i svang i os. Når vi ser os selv i Guds perspektiv. Når vi bliver evangeliestemt, forstår vi hele vores liv, både det private og det fælles samfundsmæssige liv som et liv, der leves i lyset af Guds kærlige og myndige tiltale til os.

Kompas

Folkekirken antager mange forskellige former. Ethvert menighedsråd og enhver præst må finde ud af, hvad der skal bruges tid, kræfter og hjerteblod på i kirkens arbejde. Så der er brug for at holde øjet på kompasnålen, når de gode veje skal findes lokalt.

Når vi ser på kirken i det danske landskab netop nu, er der en vidunderlig opfindsomhed, og måderne at være kirke på er rigtig mange. Gudstjenesterne kan foregå i en smuk gammel middelalderkirke eller under åben himmel, uden en eneste arkitekttegnet stol. Luther har lært os, at kirkens former, de både kan og skal ændres løbende. Kompasset er ifølge Luther, at ordet forkyndes, så troen styrkes. Derfor, siger Luther, må formerne ikke må stå i vejen for budskabet. Derfor skal vi nu, som altid, fuld af frimodighed lade formerne variere, så de passer til den målgruppe, det handler om. Sådan har kirken altid bygget kirke af levende stene. Så hvad vi skal gøre, og hvordan vi gør det, det kan og skal ændre sig løbende. Men at kirken skal forkynde evangeliet morgen, middag og aften, det er kompasnålen, der aldrig flytter sig en millimeter.

Nye knopskud

Det er så godt og glædeligt at folkekirken har sat alverdens skønne knopskud, både når det handler om gudstjenester, sociale diakonale tiltag, samfundsengagement, undervisning og mission. På den måde er det lykkedes at blive en endnu mere nærværende kirke mange flere steder. Vi er gode til at være til stede både i kirker og sognegårde og på institutioner af alverdens slags. Vi har længe haft præster på sygehus, fængsler og universiteter, men i de sidste 10 år er kirken blevet nærværende for endnu flere. Vi har ansat præster for gravide, gymnasieelever, mennesker på hospice, festivaldeltagere, demente, sjælesørgende på nettet og meget andet.

Er det ikke som om, vi har genopdaget den gode gamle levende vekselvirkning mellem folk og kirke, vi altid har kendt i landsognet, så vi bygger bro hvert et sted, det er relevant. I sognet og i fællesskaber i provstier og pastorater. Og rigtig mange steder løber vi åbne døre ind, og konstaterer at der er mange, der kan se, at samarbejdet med kirken er godt for de mennesker, det handler om. Så vi tilsammen sørger for at kere os om det hele menneske, uanset om det er på skole, i sundhedsvæsnet eller på nettet.

Kompasset, i form af at lade evangeliet få frit løb iblandt os, har vi også med os, når vi går ud i hverdagslivet. Der, hvor det er arbejde, fritidsliv og det fælles samfundsliv det handler om. Her er evangeliets kompasnål vigtig for os hver for sig, og når vi sammen tager initiativer. Når vi skal indrette skoleliv, så det ikke kun handler om uddannelse, men om dannelse. Når vi skal indrette kommunen, så der fortsat er sammenhængskraft og omsorg for den enkelte og særligt for socialt udsatte. Eller i de politiske samtaler, når vi skal tage hånd om de fælles udfordringer, hvad enten det er den grønne omstilling, fordeling af klodens ressourcer eller den voksende ensomhed.

Vandfilter

Og så er der dette vandfilter. Det er for mig et redskab for mod. Sådan et vandfilter gør, at man på en rejse kan få filtreret sit vand, så man kan få drikkevand, uanset hvor man er. Det hedder også noget så smuk som et lifestraw. Med sådan et vandfilter kan man bevæge sig modigt rundt i verden.

Det minder mig om de første, der har bragt evangeliet rundt i verden. Her til os og alle andre steder. De var modige, når de vovede sig ud i ukendt land. Verdenskirken har vekslet mellem at være modig og være en pivskid, der har stukket hovedet i busken. Med det her vandfilter vil jeg håbe, at kirken må nære sit mod. For når kirken gennem tiden har været modig, har det igen og igen haft uendelig stor betydning for samfundslivet. Mod giver så sikkert som amen i kirken tørre tæsk. Det sikreste er altid at gå med livrem og seler. Hvis vi gør som vi plejer, så kan vi da ikke gør noget forkert, lyder den forsigtiges mantra.

Men det er og bliver uevangelisk. For kirken er kaldet til at gå i Jesu Kristi fodspor. Og han gik som bekendt altid derhen, hvor der var mennesker der var trængt, hvor der var nogle, der var dømt ude.

Vi har brug for modige mennesker, og vi har brug for en modig kirke. En kirke, der glad og gerne stiller op lige i orkanens øje. Stiller op når der er noget, der gør ondt i samfundet. Når der er noget, der er svært. Når der er nogen, der bliver klemt. Altid i øjenhøjde med vores samtid. Altid optaget af at kirkelighed rimer på virkelighed.

En kirke, der stiller op med risiko for at begå fejl. En kirke, der hellere vover pelsen, end at være sikker på, at der Ikke kommer ridser i lakken.

Kirken har historisk set været modig igen og igen. Med evangeliet som fundament har kirken stillet op som værner for udsatte grupper og mennesker. Det er sket i den lokale sognekirke, i stiftet eller når biskopper eller andre kirkefolk skriver om dansk flygtningepolitik, om frihedsrettigheder for trossamfund, om forfulgte kristne, om omskæring, eller hvad der til enhver tid er dagens debatemner. Kirken er ikke et politisk parti, og vi knæler side om side ved alteret, og det kan være i den allerstørste politiske uenighed. Det er helt som det skal være. Men hvis kirken ikke blander sig, så svigter vi. Vi skal være lys og salt. Og det må vi være med hver vores næb.

Søndag efter søndag siger vi præster fra prædikestolen, at alle er hjerteligt velkomne til alle arrangementer, men hånden på hjertet, ved vi vel godt, at det i realiteten ofte er et arrangement, der tiltaler en bestemt målgruppe. Vi skal derfor sørge for at være bevidste om, at vores arrangementer med vilje retter sig mod forskellige målgrupper. Og jeg tror, at vi i fremtiden vil have stor glæde af at skrue op for de arrangementer, vi laver i samarbejde med andre; børnehaverne, skolerne, lokale foreninger eller kommunen. For fællesskabet sikrer fælles medejerskab, og dermed bliver arrangementerne ofte meget mere relevante for alle parter.

Mod handler også om viljen til at gå nye veje. I mange år er kirken år for år blevet mere og mere professionaliseret. Jeg tror, kirken vil have godt af at skrue op for vores tradition for frivilligt engagement. At vi i det gamle og det nye, vi sætter i gang, gør noget ud af at invitere så mange som muligt med til at bære med og være med. Engagement skaber energi, og giver lyst til selv at tage sin nabo med.

Vi har de allerbedste forudsætninger, for at styrke kirkens frivillighed, for vi nærmest født med frivillighed som DNA.

Og så kræver det mod i rå mængder at se virkeligheden i øjnene, der hvor virkeligheden har ændret sig drastisk. Når et sogn står med alt for mange bygninger, eller udfordringer med at tiltrække og fastholde præster. Vores lovgivning spænder ben for os. Noget må der gøres. At lade stå til er ikke en bæredygtig løsning. Det kræver mod. Modet til at tro på at kirkens fremtid ikke ligger i en fremskrivning af fortiden, men i viljen til at være i øjenhøjde med nutiden.

Èn ting er hvad jeg og hvad I tænker om folkekirken. Jeg håber for fødselaren, at vi i årene fremover tit og ofte vil række mikrofonen til nogle andre. Til kirkegængerne, til dåbsforældrene, til konfirmanderne, til den lokale kommune.

Vi skal være gode til at lade så mange som muligt være med. Vise, at vi tilsammen er folkekirken. En herlig broget skare af døbte. Cirka lige så forskelligartede, som vi er mennesker i Danmark. Så lad mig selv gå foran, og bringe jer tre hilsner fra folkekirkemedlemmer til folkekirken. Jeg har bedt dem om at bringe en hilsen under overskriften fra Søren Ulrik Thomsens digt; Det værste og det bedste ved folkekirken. Jeg vil give ordet til en konfirmand, et nyt menighedsrådsmedlem og en samarbejdspartner fra kommunen. Alle tre selv en del af folkekirken.

En hilsen fra et nyvalgt menighedsrådsmedlem:

Først får folkekirken en hilsen fra et nyvalgt menighedsrådsmedlem. Her har jeg fået hjælp af tre af de nye menighedsrådsmedlemmer fra Horsens Provsti. Hilsnen lyder sådan her:

Det værste er, når vi får afslag på ansøgninger om at ændre på kirkerummet, som ville give så god mening for kirkelivet, men af museale hensyn, går det ikke an.
Det værste er, når der er konflikter blandt de ansatte, og det er så hundesvært at få løst, fordi vi som menighedsråd, ikke er der til dagligt.
Det værste er, når møderne trækker ud, og vi aldrig når til det, jeg gerne ville arbejde med.

Det bedste er, når vi får gode ideer sammen, og får dem virkeliggjort.
Det bedste er, når vi får ansat de rigtige folk, og vores stillinger er så attraktive, at vi kan holde på dem.
Det bedste er, når kirken vrimler af besøg fra skoler og børnehaver.

En hilsen fra kommunen:

Og her er en hilsen fra kommunen. Her har jeg fået hjælp fra Ellen Schmidt, der sidder i Kommunalbestyrelsen i Horsens:

Det bedste er jeres vilje til at indgå i samarbejdet med kommunen om sociale opgaver: f.eks. arbejdet omkring flygtninge, indsatser for ensomme ældre og for vordende forældre.
Det bedste er jeres imødekommenhed i samarbejdet med skolerne. Nye love kan give bøvl! Men vi klarer opgaven, sammen!
Det bedste er, at kirkerne bliver så smukt vedligeholdt. I det åbne land ligger kirkerne oftest højt, og giver os lige en påmindelse om fortiden og de mennesker, der levede her før os. At kende sin historie og sine rødder er vigtigt for alle borgere, for at blive en god samfundsborger. Den opgave hjælper I også med til.

Det værste er, når jeg som vielsesforretter, har viet et par og ved, at jeg har gjort mig umage, ja så sker det, at det unge par med et lykkeligt smil fortæller, at til næste år skal de vies helt rigtigt, i en kirke!! Jeg må tage til takke med en andenplads.

En hilsen fra en konfirmand

Her har jeg fået hjælp af min tidligere kollega Karen Togsverd, der i en tre måneders orlov, tog rundt og interviewede konfirmander, når de havde været til gudstjeneste en søndag. Her er en fødselsdagshilsen fra en konfirmand:

Det værste ved en gudstjeneste er, at den er lang.

Det bedste er, når gudstjenesten er færdig.

Det bedste er altergang. Dét er fedt. Så får man lidt bevægelse også. Bare lige en lille smule. Også det der med, at nu er der nogen, der sådan direkte henvender sig til en selv. Altså det der med, at man får et blik fra præsten og han siger: Dette er Jesus Kristi blod og sådan noget.

Det værste er lange salmer.

Det bedste er små sangvers under nadveren. Det er stille og roligt….. afslappet.

Det værste er, at man ikke kan finde ud af nummertavlerne og arket over gudstjenesten.

Det bedste er barnedåb. Søde babyer, og børn der render op og ned ad kirkegulvet og op på prædikestolen.

Det værste er, hvis der ikke er andre konfirmander. Jeg er ikke lige den største fan af at tage til gudstjeneste alene.

Det bedste er, når vi konfirmander får lov til at holde en gudstjeneste selv. Jeg skulle læse sådan en tekst op, og en anden skulle være kirketjener.

Det værste er, når orglet spiller meget højt, så man ikke kan høre, hvad der bliver sunget, og mange bønner.

Det bedste er præsten. Han er meganice. Han er så sjov. Han er ligesom vores ven agtig… når vi er til præst.

Kære fødselar

Vi er mange, der ikke vil undvære dig for noget i verden.
Du stemmer vores liv og samfund så anderledes, end noget vi selv kunne have fundet på.
Fortsæt gerne med at forundre og velsigne os dag efter dag.
Stem os og smit os med den himmelske glæde.
Bliv ved med at møde os lige der hvor vi er, og giv os en fortsat lytteevne, så vi tager imod den himmelske tone, og lader den præge os i et og alt.

Fortsat god fødselsdag.

Tak for ordet.