Jeg laver dagligt nye lister. Formålet er at få styr på det jeg skal, det jeg vil, og alt det jeg ideelt set bør gøre. Selv når livet rammer, hvad enten det er sygdom, usikkerhed eller livsomvæltninger, går jeg i gang med at ordne. Jeg forsøger at få styr på tingene. Især når jeg er presset. For jeg bliver skrækslagen, når det går op for mig, at jeg grundlæggende ikke kan fikse livet. At jeg er magtesløs i forhold til det allervigtigste. Jeg kan ikke sikre, at intet ondt rammer mine børn. Jeg kan ikke få det svære i livet til at forsvinde. Og jeg magter heller ikke at leve op til det, jeg drømmer om gerne at ville. Det går mildt sagt trægt med at forvandle mig til en perfekt udgave af mig selv. Jeg bliver ved med at svigte, være selvoptaget og vende det blinde øje til andres nød. Og jeg kan da slet intet stille op mod dødens kulde, når et elsket menneske dør. Kort sagt oplever jeg mine egne begrænsninger både i forhold til at afværge sygdom og ulykke, til at beskytte mine nærmeste og til at stille noget op over for livets sværdslag og dødens realitet.

At vende hjem

Søndag morgen bliver der kastet nyt lys over mine begrænsninger og min magtesløshed. Jeg får lov at knæle sammen med de andre ved alteret. Vi vender hjem. Genopdager, at vi har hjemme hos Gud. Vender hjem til dåbens nåde. Bliver mindet om, at Gud bærer os i liv og død. I nadveren spiser vi os til den erindring, når Jesus Kristus giver os sig selv i vin og brød. Syndernes forladelse og det evige liv bliver pulsslaget i os. Det får skuldrene til at falde på plads. Så det går det an at se virkeligheden i øjnene: Jeg bliver aldrig perfekt. Jeg vil hver eneste dag svigte. Jeg vil aldrig kunne få ”styr på livet”.

At vende hjem til Gud er fred, selv i storm. Det er nåde, selv på dårlige dage. Det er nye kræfter, hvor mine egne muligheder er sluppet op.

Nadveren binder os sammen i liv og død

Alle vore kære, der er døde, er med os, når vi knæler ved alteret. Der er gjort plads til dem, så de sammen med os udgør en hel cirkel omkring alteret. For det er nadvermåltidets løfte til os, at Gud selv vil leve i os, og vi må leve i ham tværs gennem døden til opstandelsens morgen. Det er løftet Gud giver os igen og igen, når vi vender hjem til ham. At han i Jesus Kristus har gennembrudt den mørke død, så vi end ikke er ladt alene i død og mørke. Han er gået forud for os, graven er tom. Opstandelsens morgen lyser til os gennem nadverens vin og brød.

Styrket til at vende tilbage til hverdagen

I nadveren omsluttes vi af Guds nåde. Vi oplades, så Guds kærlighed banker i vore årer. Og herfra kan vi rejse os i fuld højde, med alt, hvad vi rummer af evner, særpræg og finurligheder. Mætte og hjerteglade kan vi gå ud i vores dagligdag. Nadveren har sat os på rette plads i verden. Med Kristus som bror og ethvert andet menneske som elsket søster eller bror. Herfra gælder det om at sætte den ene fod foran den anden. Leve et liv opladt af Guds kærlighed, der vil bo i vores hjerter.