Johannesevangeliet kapitel 16, versene 23-28.

Hæld det rigtige brændstof på

En dag, hvor jeg ville gøre mig umage, dummede jeg mig grusomt. Jeg skulle til en jobsamtale, og ville gøre det så godt så godt. Jeg var velforberedt, og i bilen holdt jeg enetale, smilede og var venlig på forhånd, – det var virkeligt et arbejde, jeg gerne ville have. Og så skulle bilen tankes. Jeg kørte ind og tankede. Og så afsted igen. Der gik bare ikke lang tid, før bilen begyndte at hoppe sjovt på vejen. Hmmm ….jeg havde fyldt benzin på en dieselbil. Det var virkelig skidt, og bilen kunne ikke køre mere.

Bøn er menneskers brændstof

Hvad er vores brændstof? Min mor har altid sagt, at morgenmad er dagens vigtigste måltid. Hvad er bunden i vores livsmod? I vores væren i verden?

Her i kirken lyder det gang på gang, at det vigtigste for et menneskeliv er Guds nåde. At Gud selv er kommet til verden i Jesus Kristus. At han fortsat er hos os med sin Helligånd.

Bøn er at genopdage, at vi er forbundet med Gud.

Bøn er at høre til hos Gud

Før vi selv som spæde kan mæle et ord, bliver der bedt for os her i kirken. I dåben får vi tegnet korset for bryst og pande, og hele menigheden beder fadervor for barnet. Og det fortsætter hver eneste gang, vi kommer her i kirken, og livet igennem, ved livets knudepunkter, ved konfirmation, ved bryllup og igen ved vores begravelse, der bliver bedt for os, en hånd bliver lagt på vores hoved. Og tonen er den samme uanset, hvad der siges. Gud kan du stole på. Han forlader dig aldrig nogensinde. Han var og han er og han bliver.

I salmen, vi skal synge herefter, lyder det sådan her:

Du er nær, min ven, mit værn

Gud, uendelig og fjern,

nær som hunger og som tørst,

du er sidst, og du er først

lyset først i verden sat,

lyset i den sidste nat.

Hjertets rettethed

Bønnens toneleje adskiller sig drastisk fra alt andet. For bøn er egentlig ikke en betegnelse for noget aktivt vi gør, men nærmere for en indstilling. Hjertets rettethed. Som når man skruer på en gammeldags radio for at fange et radiosignal. Bøn er at indstille dit sind på modtagelig. At lade knappen glide forbi hektisk, forbi to-do-listerne-, forbi alle kravene og planerne, og så nå hen til den stilhed, der har antennerne ude. Som er indstillet på modtagelig. På at åbne hjertet og sindet. Eller, som vi siger i ritualet; at opløfte hjertet til Herren.

Bed hvor som helst

Fra gammel tid har vi sagt ”lad os folde hænderne og bede”. Det er fuldstændig lige meget, om hænderne er foldet. Men lur mig, om ikke det hjælper til at blive vendt om fra det hektiske, at man rent faktisk sætter sig ned, lader kroppen finde hvile, måske endda lukker øjnene, og ja, folder hænderne. Men det er sådan set ligegyldigt. Bede kan man snildt gøre mens man cykler, løber eller svømmer. Det afgørende er ikke kroppen, men kanalindstilllingen. Hjertet. Sindet.

Min mormors billede

Jeg har taget det her billede med, som jeg har arvet fra min mormor. I må helst ikke spørge mig, om det er pænt. Pænt er det egentligt ikke, og i hvert fald helt blottet for kunstnerisk kvalitet. Det består af påmalede blomster malet udenpå sortmalet glas, og så noget krøllet sølvpapir, der danner et kors. Men for mig er det værdifuldt, fordi jeg kan høre min mormor synge aftensang og bede fadervor med mig, når jeg blev puttet i hendes seng som barn, og så på det her billede.  ”Vaag og bed,” står der.

Jesu signal

I dag er Jesus sammen med disciplene igen. Jesus var død, men nu er han opstået. Det er afskedstid. Og snart skal han forlade dem igen. Nu ligger det ham på sinde, at de forstår det afgørende. At den treenige Gud elsker dem. At det er det. han i Jesus Kristus har bragt dem. Og selv om Jesus nu forlader dem, så er Gud dem fortsat ganske nær. Så nær som deres eget åndedræt. Det eneste, de behøver at gøre, er at bede. Bed og I skal få.

Gør det – bed

Det giver egentlig ingen mening at prædike om bøn. Den eneste måde man kan få en fornemmelse af bøn, er ved at gøre det. Ved at bede. Og vi gør det igen og igen her i gudstjenesten. Det er lidt som at svømme. Det er umuligt at få en smagsprøve på det at svømme, uden at hoppe i vandet og forsøge. Til gengæld er det så let som ingenting at forsøge. Og bøn kræver ingen stor tro. Det går endda an at bede fyldt af tvivl, mismod eller afmagt.

I salmen. vi skal synge, lyder det i første vers

Herre, gør mit liv til bøn,

tømt for krav og tømt for løn

fyldt med sandhed, fyldt med ånd,

fyld med handlekraft min hånd.

Jordens sidste suk og skrig

høres lydt i himmerig.

At blive fremkaldt

Bøn er lidt som at skrive dagbog.

At blive fremkaldt som sig selv, uden omsvøb.

Men til forskel fra dagbogen, så i det håb, at ordene ikke kun er til mig selv, men til mit ophav, til skaberen, til den treenige Gud, der i Jesus Kristus har vist os, at han er hos i vores daglige liv. Og det forjættes os, at det ikke er fortid, men både nutid og fremtid. Gud er lyslevende tilstede i vores liv af i dag, og han har lovet at bære os i liv og død.

Luther om fadervor

Luther siger i sin lille katekismus, som vi har her i salmebogen, sådan her til den første bøn i fadervor: ”Fader vor, du som er i himlene!

Hvad vil det sige?

Gud vil dermed kalde os til at tro, at han er Vor sande far, og vi hans sande børn, for at vi trygt og i fuld tillid kan bede ham, ligesom børn beder deres kære far.

Så enkelt er det. Ingen dikkedarer. Vi har lov til at bede på alle tænkelige måder. Når vi har ord, og når vi bare i stilhed tænker på det, der ligger os på sinde.

Bøn uden bøn

Og mon ikke alle mennesker har oplevet, at der blev bedt bønner, f.eks. her i kirken, som gik dem forbi? Fordi man var fraværende eller syntes, det var en mærkelig bøn, eller man ikke var indstillet på bøn. Ingen kan bede på kommando.

Hartmut Rosa

Den tyske tænker Hartmut Rosa skriver i disse år om, at vi har brug for at opøve vores ressonansevne. Ressonans betyder for Rosa, at man er åben over for at møde noget nyt eller anderledes, som kan berøre, gribe eller bevæge en, og man tillader sig selv at blive forandret. Det indebærer en vis form for sårbarhed. Ressonans er at høre en anden stemme.

Overalt kan vi opleve ressonans. I naturen, i forhold til andre mennesker, og siger Rosa, i særdeleshed i kirken, hvor det, vi kan gribes og bevæges af, er den helt anderledes, nemlig vores skaber og Gud.

Og Rosas analyse er, at vores grundproblem er, at vi som samfund med vilje tillukker ressonanskanalerne. Med vores iver for kontrol, og krav om hurtighed og vækst. Som en stemmegaffel kan forstumme, hvis bare man lukker af for den, sætter hånden på den, kan hele verden blive stum og fjern.

Så bliver livet stumt, fjendtligt, koldt, men også i dybeste forstand usandt. For sandheden om menneskelivet får vi indpodet i vores kroppe igen i dag, når Leo blev døbt, når vi synger salmernes ord ind i kroppen, og når vi går til nadver. Evangeliet forkynder os, at Gud har forenet sig med os i liv og død. Og derfor er bønnen ethvert døbt menneskes dåbsgave. Vi må bede livet igennem. For vi er ikke ladt alene i verden. Vores himmelske far er kommet til jorden i Jesus Kristus, og han er gået forud for os. Han er os nær med sin helligånd hver eneste livsdag, han nærer og bærer os i liv og i død.

Fyld bøn på menneskelivet

Det er dumt at fylde benzin på en dieselbil. Det er godt at fylde bøn på et menneskebarn. Bønnen er forbindelseskanalen. Bønnen er øjendråberne, der får os til at genopdage, at vi er indfældet i samhørigheden med Gud og alle mennesker.


Amen.

Lov og tak og evig ære…..

Annette B. Bennedsgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.