Kære (præstens navn)  kære menighed

Et hus at komme til,

Velkommen her du være vil.

Bygget af sten, af ånd og krop,

rejser sig op,

solid, urokkelig,

et hus du trygt kan høre hjemme i.

(Jane Mark i 100 Salmer)

Den her sang lærte jeg i sidste uge, hvor præsterne var samlet til møde.

Ved mødet talte vi om det underlige arbejde, en præst har.

For allerede fra dag et blev du kastet ind i stuen og hjertekulen hos alle mulige forskellige mennesker. Dér hvor glæden flyder over, fordi et barn er kommet til verden, og der hvor sorgen fylder, fordi et menneske skal begraves.

En god præst bliver du af at slå ørerne ud og være en slags seismograf, der er optaget af det samfund, vi lever i, og de mennesker, du møder. En god præst bliver du af ville tænke sammen med andre. Sammen med de mennesker, foreninger og sammenhænge, du møder på din præstevej. Og af, sammen med menighedsråd, kolleger og andre i provstiet, at sørge for, at evangeliet kan få frit løb, så det giver mening for mennesker af i dag.

Huset er bygget af sten. Og vi elsker stenhusene. Kirken, hvor vi blev døbt, konfirmeret og begravede vores kære. Så stenhusene er os endeligt kære. Men huset er også bygget af ånd og krop.

Det har Vor Frelser Kirke fået at mærke på den hårde måde, da kirken brændte, og I var tvunget til at finde veje uden jeres dejlige kirkerum.

Men kirken er også bygget af ånd og krop. Det er fællesskab. Det er rum, der skabes sammen med skoleklasser eller på Langelinie til friluftsgudstjeneste, eller i trivselsgrupper på skolerne.

Jeg har lige været sammen med vores biskop, Henrik Wigh-Poulsen. Han talte om at stagedive. Om at kaste sig ud i bølgerne og se, hvad der sker. Som præst i folkekirken skal du lade dig styre af Kristi vanvittige vovemod. Han gik altid derhen, hvor menneskene var. Ved brønden, ved bålet, ved templet.

Som ung og ny præst, skal du være med til at indgyde kirken Kristi risikovillighed og vovemod. At vi intet andet vil, end at være budbringere, der i enhver tænkelig sammenhæng lader evangeliets ord skyde nye knopskud og blomstre. Ordet om ham, der er barmhjertig uden ende. Huset fyldt af nåde og Guds nærvær. Det hus, der slår sit telt op på stranden, i skolen, på torvet og i dagligstuen i ethvert hjem, hvor evangeliet lyder.

Og lad være med at have travlt. Gud har ikke travlt. Og han bærer kirken. Vi kan faktisk slappe helt af. Vi skal bare bringe budskabet videre.

En god præst gøres af en god menighed og et godt menighedsråd. Så tag godt imod (præstens navn). Sørg for, at der er ordentlige og gode arbejdsvilkår. At der er et godt samarbejdsklima. Sørg for at stå sammen. Beslut jer for hvad I vil – sammen.

For kun, hvis I sammen har haft gode snakke om, hvad I vil bruge krudtet på, kan I også sørge for at (præstens navn) ikke løber sig selv staver i livet, fordi det forventes, at man skal løbe i alverdens forskellige retninger på en gang.

Et hus at komme til,

velkommen her du være vil.

Bygget af sten, af ånd og krop,

rejser sig op,

solid, urokkelig,

et hus du trygt kan høre hjemme i.

Som præst er det godt at være kaldet af en menighed, der sammen dig vil slå døre og vinduer op på vid gab, så evangeliet kan have frit løb iblandt os. For at glæden må slå rod i os og tage bolig i hjertet.

Amen.

Annette B. Bennedsgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.