Det er helt utroligt så mange mennesker, der lægger hjerteblod, tid og energi i kirkens arbejde. Desværre er det modsatte også tilfældet. At folk er ved at løbe skrigende bort. Jeg drømmer om, at der i kirken er et rigtig godt arbejdsmiljø, så præster ikke er til at drive ud i andre erhverv, så menighedsrødder kun går ud ved kampvalg, og de frivillige står på venteliste.

Når vi gerne bliver ved som menighedsrådsmedlemmer, præster eller frivillige, så er det, oplever jeg, når vi får lov at bære med på dét, vi tror på. Når arbejdet giver mening. Når møderne er konstruktive og rettet mod det, vi gerne vil. Når vi kan se, at vi sammen får kirken til at blomstre på vores sted. Når vi kan bruge tiden på det, vi brænder for, og der bliver bakket op og hjulpet til, når vi skal have ansøgninger godkendt og tilladelser i hus.

Ingen skal gå fra møder eller kirkeligt arbejde misfornøjet

Der er desværre menighedsrådsmedlemmer, præster og frivillige, der er løbet skrigende bort. Og der er flere, der indimellem kommer misfornøjede hjem fra et møde eller en arbejdsdag. En af de dage, hvor det tærede mere end det nærede.

Undersøgelser på området har peget på en række faktorer, der kan få menighedsrødder til at mistrives. Meget handler om, at mængden af opgaver overstiger den tid og de kræfter et frivilligt menighedsråd har. En del erfarer, at der i rådsarbejdet aldrig rigtig blev tid til netop det, der var motivationen for at gå ind i arbejdet. Det er forskelligt fra råd til råd, hvad det er, der tærer. Det der oftest peges på, er bygningsansvar, økonomi eller personaleansvar.

De præster, der mistrives, peger ofte på, at stillingen ikke hænger sammen, ikke virker bæredygtig. Særligt blandt yngre præster er der mange, der ønsker sig mere godt kollegaskab, og føler sig presset af at være til rådighed hele tiden.

Samarbejde og mod til 360 graders eftersyn

Vi må stå skulder ved skulder for at sikre et godt arbejdsmiljø i kirken. Det kræver, at vi ikke lader stå til. Vi må sammen være modige, hæve blikket, og være klar til at rykke på hegnspæle mellem ørerne, i landskabet og i den kirkelige lovgivning.

Hvordan kan vi arbejde mere sammen på tværs? Hvordan kan vi være endnu mere solidarisk med hinanden mellem land og by? Hvor skal den kirkelige lovgivning ændres, fordi den er urealistisk og spænder ben for den gode levende og nærværende kirke? Sammen skal vi se virkeligheden i øjnene og sikre, at opgaver passer til kræfter og ressourcer. Vi skal have mere arbejdsglæde og færre, der overvejer at løbe skrigende væk. Vi skal have lyst til, af et ærligt hjerte, at invitere andre ind i arbejdet, et arbejde, der er så meningsfyldt.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.